x

Pressemeddelelse

 
 
 
 

10.10.2007

Sunprojuice gav Hussein en chance

På virksomheden Sunprojuice, der ligger lige uden for Sorø, er Hussein Al-Rubaie blevet fastansat, efter at virksomheden i et år har haft ham ansat med løntilskud.

Virksomheden har kun godt at sige om forløbet med at integrere Hussein både fagligt og socialt.
Salgschef Flemming Ferdinand siger:"Det handler om personlige kompetencer. Hussein gør et godt stykke arbejde og han har helt klart viljen til at finde sig en plads på det danske arbejdsmarked".

Men Flemming Ferdinand erkender også, at det kan være en problematisk proces, når virksomheden har brug for en længere periode med løntilskud, end de 6 måneder som kommunerne lægger op til.

"6 måneder er ikke altid nok, og det er politisk forkert, når man ikke er villig til at give folk en chance", siger Flemming Ferdinand og tilføjer at det heldigvis lykkedes Sunprojuice at få lov til at forlænge aftalen med Hussein og derfor har virksomheden efterfølgende haft mulighed for at ansætte ham på lige fod med de øvrige medarbejdere.

For at sikre det bedst mulige forløb for virksomheden og Hussein, har Sunprojuice haft Næstved Sprog- og Integrationscenter til at stå for den sproglige integration. Undervisningen er dels foregået på NSI i Næstved og dels på virksomheden. Det har betydet, at underviseren præcis har vist hvilke udfordringer virksomheden og Hussein står over for i det daglige arbejde. Desuden har Næstved Sprog- og Integrationscenter afholdt coaching af Hussein og de øvrige medarbejdere, der alle har været gode til at bakke op om projektet.

For Hussein har det primært handlet om at kunne forsørge ssig selv og sin familie:"Jeg er blevet en gladere og mere tilfreds person, nu jeg er i arbejde og kan tage mig ordentligt af min familie".

Hussein har hele tiden været bevidst om at vejen til fast arbejde forudsætter et ordentligt dansk og en forståelig udtale og han har derfor været meget glad for danskundervisningen. Hans kolleger er også gode til at hjælpe ham, hvis der fx er noget omkring arbejdet eller noget i avisen, som han ikke forstår.

Flemming Ferdinand og Hussein Al-Rubaie er enige om at forløbet har været en succes.
"Målet var at få Hussein integreret og få ham fastansat - og det har vi nået nu", slutter Flemming Ferdinand.





 
 
 

x

Yderligere info

Kontaktperson, NSI
Lene Eriksen
Tlf: 55 73 55 08



 
Næstved Sprog- og Integrationscenter Kasernevej 20 4700 Næstved Tlf. 55 73 55 08 E-mail: nsi-center@nsi-center.dk